HVORFOR LAVER VI UNDERSØGELSEN?
Menneskets evne til at reproducere sig etableres i føtallivet, hvor æggestokke og testikler dannes. Forstyrrelser i dannelsen af disse organer kan derfor få alvorlige og varige konsekvenser.
Forbrug af medicin i graviditeten er stigende. Dette gælder både for håndkøbspræparater og receptpligtig medicin såsom mild smertestillende medicin og svampemidler til lokalt brug.
Studier på dyr og cellekulturer har rejst mistanke om, at nogle former for medicin kan have betydning for udvikling af fostrenes æggestokke og testikler. Der foreligger dog ingen undersøgelser på mennesker, som målrettet vurderer effekten af medicin på fosterets udvikling af disse organer. Formålet med dette studie er at afklare, hvorvidt gravides indtag af medicin, påvirker udviklingen af æggestokke eller testikler hos fosteret, og dermed forhåbentlig at kunne sikre, at det fortsat er god praksis at anbefale disse præparater til gravide.